Zünften

Zünften

I 16oo'erne træffer vi i Danmark en ny udvikling inden for svendenes lav. Den allerede i Tyskland brugelige Hand­werksgewohnheit trænger ind, på dansk også kaldet "zünften": (tysk Zünft = lav). I middelalderen og senere var den tyske indflydelse stor i Danmark, der som op­rindeligt agerland havde fået mange kultur- og civilisationsgoder, deriblandt håndværkets skikke og væsen, fra Tysk­land, hvor bykulturen var tidligere ud­viklet og skabte samfundsformer, som først langsomt kom op i Danmark. Allige­vel holdt lavene sig ret nationale, indtil zünften kom og gjorde dem internatio­nale, det vil i praksis sige tyskprægede. I Frankrig havde man i 1500'erne et rigt udviklet lavsvæsen, men Zünften synes at være en speciel tysk udvikling af organisationen. I hvert fald træffer man den kun i afbleget form i Frankrig, selv om lignende skikke ingenlunde mangler. I England synes der ikke at have været særligt udprægede lavsskikke. Med Zünften fulgte en lang række brug og ceremonier, forskellige i udformning om ikke i art inden for hvert håndværk. Karakteristisk for den var de ind vielsesskikke, der nu kom til som et vigtigt supplement til den tidligere iagttagne enkle hønsning. Man kalder dem ofte behøvling et ord, der egentlig kun kan bruges om snedkernes riter; men da disse var rigest udformede og også blev lånt af visse andre fag, kan sprogbrugen undskyldes. Enhver ung lærling, der ville være svend, måtte gennemgå en serie pinsler, drillerier og narrerier, han måtte døbes og undervises af de ældre svende og bl.a. lære deres gruss den for hvert håndværk specielle formelagtige hilsen, der på den umiddelbart derpå følgende obligatoriske vandring måtte fremsiges for kolleger, så de kunne vide, at han var en af deres. Grussen var på tysk, ligesom håndværkersproget; tysk blev det internationale omgangssprog, som alle kunstforvandte forstod. Selve svendeprøven med svendestykke er ret sen, så behøvlingen som afslutning på læretiden spillede derfor en større rolle end denne.


Zünften var efter datidens forhold en ganske fortrinlig foreteelse, som åbnede det meste af Europa for svendene. Uden penge, blot ved at være rigtig behøvlede, kunne de rejse fra Stockholm til Tyrkiet på deres håndværk, altid sikre på at få arbejde hvor de kom, eller i hvert fald kost, logis og tærepenge. Det blev for svendene ligefrem en pligt at gå på valsen i nogle år til andre byer eller fremmede lande, for at lære noget og se noget. Vandringen kendtes ganske vist tidligere; allerede 1424 nævnes i Ribe, at det er almindeligt, at smedesvendene vandrer, og i Frankrig drog svendene: på le tour de France, og var overalt sikre på at få underhold.


Overalt kunne svendene legitimere sig ved at vise, at de var indviede i organi­sationens frimureragtige skikke og sprog. Mange ved Deres kendskab til disse hemmelige tegn kunne de ligeledes holde fuskere og bønhaser ude fra en illoyal konkurrence og derved styrke sig selv og standen. Intet under, at svendene følte sig som medlemmer af et vidtspændende broderskab, der gav dem alt, hvad de havde brug for, og styrkede deres sammenhold om det ærlige Håndværk betydeligt. Og man forstår også den tit rabiate forfølgelse af deres fagkolleger, der ikke var behøvede og indviede på rette vis, og som derfor måtte stemples som uærlige, idet de brød organisationens kraft og ide. Hvis sådanne stympere ville gøre sig håb om at optages som ligesindede ganske uanset deres faglige dygtighed Måtte de lade sig behøvle på ret vis, og hvis de kom fra Spanien, Frankrig og England, hvor man f. eks. ikke var geschenkt (ikke anerkendte pligten til at give tærepenge), måtte de selvfølgelig betale en afgift til kompensation, hvis de ville nyde de fordele, der flød deraf. El­lers måtte de skys som pestbefængte.